WWW.GAFFA.DK
9. maj 2006
"FLOT AKUSTISK GUITARALBUM TILSAT DIVERSE EKSOTISKE BI-INSTRUMENTER
Guitar Spheres er Kasper Søeborgs sjette album med egne kompositioner. Et album, der i lighed med de tidligere befinder sig i området – det intime, det lyriske, det sfæriske. Centralt i det akustiske lydbillede er naturligvis Kasper Søeborgs guitar, men også eksempelvis Chris Pooles fløjte og Torsten Olafssons tablas. Og som noget helt nyt også Finn Olafssons guitar. Trods årtiers venskab har Søeborg og Olafsson således aldrig indspillet sammen.
Selv om Søeborg denne gang stiller op med en konstellation på hele syv musikere, er og bliver det Søeborg selv, Olafsson og Poole, der kan noteres for at spille med den største intensitet. Deres samspil og soli aftvinger respekt i et sådant omfang, at det kan være vanskeligt at fremhæve et nummer frem for et andet. Alligevel skal åbningsnummeret, Virgin Dance, nævnes.
For det i sig selv giver et tydeligt signal om, hvilket kunstneriske og tekniske kvaliteter, der venter lytteren inde på albummet, der rent kompositorisk sender tankerne i retningen af Skandinavien, Sydeuropa, Orienten og Nordamerika."
Ivan Rod
MUSIKEREN
Marts 2006
"Kasper Søeborgs nye CD GuitarSpheres er den sjette i rækken med Kasper Søeborgs egen musik, som alle er kendetegnet ved at fokusere på det intime og lyriske element fra den spanske guitar.
Denne gang spænder musikken dog fra solo-guitar til kvintet-sammenspil, og som altid er det fantastisk at nyde Søeborgs unikke, lyriske guitarspil!"
FOLK & MUSIK
December, 2005
Nils Thorlund anmelder - og sammenligner - CD'erne
Kasper Søeborg: "GuitarSpheres"
& Henrik Olafsson: "Acoustic Lines":
"Når det danske marked beriges med musik baseret på afdæmpet vellyd, er det ofte udgået fra Finn Olafssons studie i det nordsjællandske med indehaveren selv som producer og særdeles aktiv medspiller - og ofte med broderen Torstens percussion indblandet også. Sådanne produktioner er Olafsson mester i, og her foreligger et par kerneeksemplarer af typen.
Guitaristen Kasper Søeborg er absolut habil på akustisk guitar, og når den virtuose Finn Olafsson blander sig i guitarlegen, får vi i den grad guitarmusik. Den krydres dog af fløjte, fremmede strengeinstrumenter, bas og diverse percussion. Det hele - som alene er instrumentalmusik - er komponeret af solisten selv. Kompositionerne er for manges vedkommende inspireret af fremmede traditioner, og pladen som helhed får derved en verdensmusikalsk tone.
Plader af denne karakter får ofte et tilbagelænet præg. Således også denne, men dog med så stor variation i rytme, tempo og arrangement at numrene ikke blot glider ubemærket over i hinanden. Musikken er absolut veludført og velarrangeret, måske ind imellem så velarrangeret og sprød at man kan komme til at savne lidt "snavs", men den indvending vil produceren formentlig trække overbærende på smilebåndet over. Mange vil også sige at det hele mangler "underkrop", men slige vurderinger følger jo den gamle regel om smag og behag. Den musikalske kvalitet kan ingen i hvert fald antaste.
Det samme kan uden forbehold siges om kontrabassisten Henrik Olafssons udspil. Han er fætter til Finn og Torsten som begge (igen) medvirker, så her har vi et sandt familieensemble - dog suppleret af trompetisten Karl Husum.
Igen er solisten ophavsmand til samtlige kompositioner. Ingen er krediteret for arrangementerne, men Finn Olafsson har igen produceret, og det betyder at mange af ovenfor nævnte kommentarer kunne gentages her. Instrumenteringen gør derimod at denne plade trods mange lighedspunkter adskiller sig fra Kasper Søeborgs.
Kontrabassen som instrument og Henrik Olafssons knipsede spil på en rytmiske baggrund trækker lidt i jazzet retning, hvorimod Husums trompetspil umiddelbart giver et mere klassisk strøg.
Sammenlagt får pladen et unikt præg om end Finn Olafssons koncept giver musikken sin tydelige accent. Den har umiddelbart mindre vitalitet end Søeborgs, men de musikalske kompetencer kan der igen ikke røres ved."
Nils Thorlund |
